Ansigterne over tallerknerne, hendes ben

der snoede sig om stolebenene, og lige

med ét opdagede hun det hele: at hun

fandtes, og de andre fandtes, verden

fandtes, og det andet sprog fandtes. Og

siden det øjeblik prøvede hun at lære de

andet sprog, men det lykkedes aldrig, og

hun gled længere og længere væk fra de

andre. Til sidst var hun kun i tiden, ikke i

rummet.

The faces above the plates, her legs that

twisted around the legs of the chair, and all

at once she realized everything: that she

existed, and the others existed, the world

existed, and the other language existed.

And since that moment she tried to learn

the other language, but it never worked,

and she slid farther and farther away from

the others. Finally she was only in time, not

in space.